Eksistentiel Dynamisk Psykoterapi uddannelse (EDP) varer 4½ år. Det er en uddannelse du tager i fritiden fx sideløbende med sit arbejde. På uddannelsen undervises i psykoterapi ud fra humanistisk og eksistentiel psykologi.
Uddannelsen er senest i 2020 positivt evalueret af Reflektor efter de vejledende kvalitetskriterier, som Socialministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Undervisningsministeriet udarbejdede i 2004. EDP psykoterapeutuddannelse er derfor en godkendt psykoterapeutuddannelse af Dansk Psykoterapeutforening.
Uddannelsen henvender sig til dig, som ønsker at udvikle dig personligt, socialt og professionelt gennem at tilegne dig psykoterapeutiske kompetencer.
Den grundlæggende terapeutiske tilgang bygger på Carl Rogers beskrivelse af klientcentreret psykoterapi, den fænomenologiske metode og de anvisning for eksistentiel psykoterapi som vi henter fra Ernesto Spienelli og Emmy van Deurtzen.
Psykoterapeutens foretrukne synsvinkel er at forstå mennesker indefra. Teorien er hentet fra fænomenologiske og eksistentiel psykologi. Fokus er de store spørgsmål i livet og mennesket som et bevidst væsen med mulighed for selv at vælge mål og mening i overensstemmelse med sine egne værdier.
Uddannelsen i korthed
Uddannelsen varer 4½ år. Hvert år indeholder et overordnet tema og formål. Samlet giver de fire uddannelsesår de brikker der indeholder essensen af Eksistentiel Dynamisk Psykoterapi. Faglig og personlig udvikling er sidestillet gennem hele forløbet.
Optagelse på uddannelsen sker efter skriftlig ansøgning og efterfølgende personlig samtale med uddannelsesleder. Samtalen skal afklare ansøgers egnethed og forventningsafstemme uddannelsens værdier, indhold og forløb.
Merit fra andre uddannelser vurderes i det enkelte tilfælde. Se mere under optagelseskriterier.
Uddannelsen til eksistentiel dynamisk psykoterapeut løber over 4½år og skal i udgangspunktet være afsluttet senest 6,5 år efter starten.
Den samlede studietid over 4år indeholder 906 lektioner + det afsluttende eksamensprojekt over et halvt år som indeholder minimum 46 lektioner vejledning og supervision. Derudover skal der bruges tid på egen terapi, træning, selvstudie og studiegruppe. Omfanget af tidsforbruget er meget individuelt. Mellem 2 og 5 timer pr uge til selvstudie over hele forløbet giver mellem 460 og 1150 timer selvstudie.
Uddannelsens 952 lektioner fordeles med:
- Teori og metode, 491 lektioner
- Supervision og vejledning, 254 lektioner
- Terapi og selvrefleksion, 207 lektioner
Overblik over krav og indhold
Fravær under uddannelsen må højst være 10 %.
Som udgangspunkt skal uddannelsen færdiggøres senest 6,5 år efter uddannelsens start. Der er i særlige tilfælde mulighed for at søge dispensation for et længere studieforløb end 6,5 år. Fx ved graviditet og barselsorlov, sygdom af længere varighed, udlandsophold eller lignende.
Orlov fra uddannelsen kan kun bevilges efter samtale med uddannelsesleder. Efter endt orlov afholdes en samtale mellem uddannelsesleder og den studerende for at klargøre det videre forløb.
Eksistentiel Dynamisk Psykoterapi
Eksistentiel dynamisk psykoterapi bygger på eksistensfilosofien og henter således inspiration hos tænkere som Søren Kierkegaard, Martin Heidegger, Jean-Paul Sartre, Karl Jaspers og Martin Buber. Desuden inddrages humanistisk og positiv psykologi, klientcentreret psykoterapi, den fænomenologiske metode og de anvisning for eksistentiel psykoterapi, som vi henter fra Ernesto Spinelli.
Psykoterapeuten vil med frisættende omsorg arbejde for at fremme klientens personlige og psykiske udvikling, sundhed og evne til at skabe meningsfulde interaktioner med andre mennesker.
Den eksistentielle samtale er baseret på en direkte personlig relation mellem klient og terapeut. Vi lægger vægt på en ligeværdig dialog præget af gensidig respekt. Det er ikke meningen at skabe en asymmetrisk samtalestruktur af den type, hvor terapeuten stiller spørgsmål og klienten skal levere svar. Denne asymmetri opfattes i EDP som dårlig for klientens autonomi. Terapeuten tilstræber at byde på et rum, hvor man er fælles om at udforske klientens situation. Idealbilledet er to gode arbejdskammerater, der står side om side og undrende betragter noget derude – klientens liv.
Som Eksistentiel Dynamiske Psykoterapeut har man som mål at anerkende klienten i nuet, skabe bevidsthed og hjælpe samt stimulere klienten til at møde verden frit og åbent. Terapeuten fjerner ikke smerten, men anerkender at den er der og sådan er det lige nu. Det er sådan klientens liv er lige nu og det hjælper terapeuten klienten til at rumme. Når klienten rummer sin livssituation og ikke føler sig alene, vil klientens ressourcer og selvhelbredende kræfter igen være tilgængelige. EDP anerkender både de positive og negative dimensioner i livet.
Terapeuten leder ikke efter årsager, men er i stedet optaget af at få klienten til at beskrive sin situation lige nu, så konkret og detaljeret som muligt. Gennem detaljerede beskrivelser foldes klientens verdensbillede gradvis ud, så det træder klart frem i rummet.
I den eksistentielle terapi lægges der ikke vægt på diagnoser. Foreligger sådanne fra fx det psykiatriske system, kan de indgå som samtalestof, hvor klient og terapeut i fællesskab reflekterer over, hvilke betydninger man vælger at tillægge dem. Terapien indledes normalt heller ikke med en udviklingshistorie, idet barndommen og forældrene ikke betragtes som årsagsforklaring. Både diagnoser og barndomshistorien anses tværtimod for meget let at kunne spærre for klientens indsigt i sine livsmuligheder. I stedet undersøges, hvad der aktuelt er i klientens livssituation, som har ført til det aktuelle møde mellem klient og terapeut.
Det terapeutiske forløb indledes som regel med at klienten detaljeret beskriver hvordan han oplever sit liv lige nu. Senere kommer klientens syn på sin fortid og sin fremtid ind som centrale emner, så klientens placering i såvel rummet som i tiden inddrages. Ligeledes undersøges forbindelsen mellem dagligdagens oplevelser og de eksistentielle grundvilkår.
Der er ingen krav fra EDP terapeuten om at noget skal laves om. Forandring er som sådan ikke noget vi arbejder på at skabe, fordi vores grundlæggende natur er hermeneutisk, hvilket betyder at vi er under konstant forandring. (verdenstilblivelse) Fokus er at se på livet med friske øjne og skabe bevidsthed om livets dilemmaer og muligheder samt at træffe egne valg og beslutninger.
Har klienten ønsker om forandring inddrages dette og terapeuten udfordrer gerne de fremtidige muligheder. Gennem dynamisk udviklingsterapi skabes billedet af det største fremtidige potentiale.
Menneskesyn
Instituttets menneskesyn er holistisk og bygger på eksistentiel og humanistisk psykologi. Vi antager at mennesket er en del af helheden og helheden er en del af det enkelte menneske. Mennesker lever livet i indbyrdes forbundethed og er her på jorden for at bidrage til fællesskabet. Hvert eneste menneske har sit eget verdensbillede som er skabt fra fødslen og frem til nu. Menneskets verdensbillede præger fortolkningen af følelser, oplevelser, tanker og behov. Fortolkningen og verdensbilledet er bestemmende for samspillet med omverden og dermed afgørende for hvorvidt det lykkes at skabe meningsfulde interaktioner med andre mennesker.
Vi ser, at det enkelte menneske er unikt og indeholder et potentiale af stor visdom.
Etik og eksistentiel psykoterapi
At udvikle en personlig etik på baggrund af eksistentiel fænomenologi er i sagens natur en livslang hermeneutisk proces. Fag-etisk kan vi udstikke regler og normer for god etik, hvilket vi gør, lige som vi tilslutter os de fælles etikregler formuleret af Dansk Psykoterapeutforening.
Vores værdier som uddannelsesinstitut har menneskelighed i centrum og oprigtighed er normen. Vi ser uddannelsesforløbet som en dannelsesrejse, hvor vores fælles menneskelighed er kernen. Heraf udspringer kulturen som fremelskes i et fællesskab, hvor man tager vare på hinanden.
Gennem uddannelsen er etikken det centrale udgangspunkt for eksistensen. Den enkelte og gruppen formulerer ideer om det gode, i livet, i fællesskabet og i fagligheden.
Hvert eneste år, på hvert uddannelseshold, indledes året med en proces hvor etikken formuleres og danner grundlag for tryghed, fællesskab og kultur.
Psykoterapeuten skal arbejde for at fremme klientens personlige og psykiske udvikling, sundhed og evne til at skabe meningsfulde interaktioner med andre mennesker.
Hensynet til og respekten for klienten går forud for psykoterapeutens personlige interesser.
Psykoterapeuten skal have indsigt i og forståelse for menneskets unikke verdensbillede og udviklingspotentiale. Psykoterapeuten skal således bestræbe sig på at opleve klienten ud fra dennes verdensbillede og udviklingspotentiale. Psykoterapeuten skal adskille egne behov og værdisystemer fra klientens.
Psykoterapeuten skal kunne danne sig overblik, have indlevelsesevne, en ikke-fordømmende holdning samt mestre forskellige terapeutiske teknikker, for at processen kan forløbe respektfuldt og tilfredsstillende.
Læs mere om etik på : www.psykoterapeutforeningen.dk
Uddannelsesforløb til Eksistentiel Dynamisk Psykoterapeut
Uddannelsen er struktureret på en måde, der giver den studerende fleksible muligheder til personlig vækst og uddannelse. Den samlede uddannelse er normeret til 4,5 år og giver mulighed for pause undervejs. Det første år, Livsmod og eksistens er et selvstændigt uddannelsesforløb med afsluttende eksamen, som skal bestås for at gå videre. Efter afslutning af andet eller tredje år kan man vælge at tage et halvt års certificeringsforløb til eksistentiel coach.
Ved afslutningen af det tredje år er der evaluering af den personlige og faglige udvikling og en eksamen, der skal bestås for at gå videre til fjerde år.
På fjerde år arbejder vi med at integrere teori, metode, etik og personlighed til et fagligt potentiale. Det sker dels gennem arbejde med eksterne klienter, supervision, personlig terapi, træningsgruppe og uddannelsens fag- og proces-moduler. Efter fjerde år evalueres årets udvikling og man indstilles til eksamen.
Første år, den ligeværdige dialog
Livsmod og eksistens – eksistentiel fænomenologi
Uddannelsesforløbet over 12 måneder og 6 uddannelsesmoduler tager afsæt i humanistisk og eksistentiel fænomenologi. For at gøre træningen relevant, vil den personlige og faglige udvikling udfordres gennem øvelser og eksistentiel fænomenologisk samtale. Det første år af uddannelsen har fokus på at styrke nogle grundlæggende personlige og faglige færdigheder:
- evnen til at filosofere
- evnen til bevidst nærvær
- empati
- struktureret eksistentiel samtale
- kommunikation
- det personlige lederskab
- valg, ansvar og trivsel
Derved lærer du grundlaget for den ligeværdige dialog, hvis særkende er anerkendende og bevidstheds frembringende. At finde mening, værdier, mål og retning for udvikling er essentielt for mennesker og organisationer.
Formålet med grundforløbet er at tilegne sig en personlig og faglig tilgang til samtaler og menneskers udvikling. Det er et udviklingsforløb der udfordrer dig både personligt og fagligt gennem seks intense uddannelsesmoduler, hvor du vil opleve begivenheder, nærvær og læring der gør en forskel nu og de kommende mange år.
På grundforløbet vil du udvikle evnen til at være tro mod dig selv, dine værdier og det der betyder mest for dig som menneske. Et stærkt personligt lederskab er en forudsætning for at lykkes med mange af livets udfordringer.
Målsætning
Målet med første år er at påbegynde en proces med at integrerer uddannelsens grundindstillinger og værdier knyttet til struktureret eksistentiel samtale. Grundindstillingerne og eksistentiel fænomenologi skaber et særligt rum, en ramme til at undersøge klientens livsverden og udfordringer.
- Jeg møder verden/klienten frit og åbent.
- Klienten ejer sin livsverden og har svarene.
- Klienten har frihed til at vælge
- Klienten er ansvarlig for egne valg.
- Klienten har grundlæggende de ressourcer der skal til for at finde mening med sit liv.
- Klienten vælger selv sine værdier, indstillinger og antagelser; som kan give livet mening.
- Alle mennesker har sit eget verdensbillede som dannes gennem livet. Verdensbilledet udfordres gennem livet og kan ses som en proces der slutter med døden. Verdensbilledet har både iboende muligheder og begrænsninger.
- Det nuværende øjeblik er unikt og muliggør bevægelse, anerkendelse og selvaccept.
- Det vi fokuserer på det vokser – bliver vores virkelighed.
Målet er, at de studerende begynder, at:
- udvikle etik, arbejde ud fra værdier og grundindstillinger
- kommunikerer åbent og ærligt fra hjertet
- være bevidst nærværende med alle sanser, intuition, krop og følelser
- anerkende sine styrker og accepterer sine
- ligeværdig dialog
– arbejde ud fra sine personlige værdier, kommunikere åbent og ærligt fra hjertet
– være bevidst nærværende og skaber bevidsthed i nuet. Lyttende med alle sanser, intuition, krop og følelser
– arbejde ud fra sine personlige værdier, kommunikere åbent og ærligt fra hjertet
– være bevidst nærværende og skaber bevidsthed i nuet. Lyttende med alle sanser, intuition, krop og følelser
– anerkende sine styrker og acceptere sine (svagheder) udviklingspotentialer.
Eksistentiel psykoterapi grundlæggende
Eksistentiel samtale og terapi fokuserer på klientens levede liv, først og fremmest det aktuelle nuværende liv og klientens væren i verden. Vi er inspireret af den engelske psykoterapeut Emmy van Deurzen og ideen om de 4 eksistens dimensioner, hvor vi alle befinder os. Det vedrører vores forhold til vores fysiske omstændigheder og vores fysiske krop. Det vedrører vores relationer og vores sociale netværk. Det vedrører vores identitet – hvem vi er for os selv, og hvem vi stræber efter at være. Det fjerde dimension vedrører vores forhold til livets mening, værdier og formål samt vores forhold til godt og ondt og som medmenneske at leve etisk godt.
Metoden vi underviser i, er den fænomenologiske metode, lige som vi er inspireret af Carl Rogers`s Klientcentrerede samtale. Den fænomenologiske metode er den grundlæggende tilgang til samtalerne. Fænomenologi handler om at opleve fænomener, sådan som de viser sig. Eksistentiel fænomenologi er et forsøg på direkte i nuet, at fremkalde en beskrivelse af menneskets oplevelse sådan som den er og helt uden hensyn til dens psykologiske tilblivelse og til de årsagsforklaringer, som videnskabsmanden, historikeren eller sociologen måtte give den.
At lade det som viser sig, vise sig som sig selv.
Carl Rogers har bidraget væsentlig til det teoretiske fundament for uddannelsen til Eksistentiel Dynamisk Psykoterapeut (EDP). Klientcentreret terapi beskriver de værdier, antagelser og det menneskesyn, som der undervises og trænes i på første år.
Klient-centreret psykoterapi bygger på en central humanistisk hypotese om menneskelig motivation: Hypotesen om eksistensen af ”den aktualiserende tendens”. Den iboende retning af denne tendens antages at være positiv, dvs. at mennesket ”af natur” vil udvikle eller ”aktualisere” sig i den mest positive, konstruktive, kreative, og pro-sociale retning der er mulig under de givne omstændigheder og betingelser. Dette betyder IKKE at mennesket ikke rummer destruktive potentialer, det betyder blot at de betingelser mennesker vokser op, og lever, under, er afgørende for i hvor vid udstrækning sådanne destruktive potentialer aktualiseres – og at aktualisering af de mere destruktive potentialer, stadig er aktualisering af det givne menneskes mest konstruktive potentialer under de givne betingelser.
Carl Rogers tog udgangspunkt i at alle mennesker:
- Er unikke, har en værdi i sig selv og fortjener respekt.
- Har evnen og retten til at finde deres egen vej.
- Kan være konstruktive og ansvarlige og handle fornuftig, hvis de får mulighed for det.
- Kan vælge deres egne værdier.
- Har potentiale til konstruktiv forandring og personlig udvikling mod et fuldgyldig og værdigt liv.
- Kan tackle egne følelser, tanker og adfærd.
Carl Rogers betragtes ofte som empatibegrebets far. Han betragtede empati som selve kernen i relation til klienten. At være empatisk tilstede betyder, at terapeuten lever sig ind i klientens situation og skaber en følelsesmæssig identificering, samtidig med at han er klar over, at det handler om klienten, ikke ham selv.
Carl Rogers udtrykker det meget klart: Den klient-centrerede terapeuts eneste bestræbelse er at følge sin klient med empatisk forståelse, og via sin kommunikation af denne forståelse samtidig at udtrykke sin ubetingede positive anerkendelse, eller ubetingede accept, af klienten.
På uddannelsen præciserer vi, underviser i og øver i empati på følgende måder:
· Primær empati: at føle med klienten; at læse nonverbale følelsesmæssige signaler.
· Samstemmighed: At lytte med fuld modtagelighed; at stille sig ind på klienten.
· Empatisk præcision: At forstå klientens tanker, følelser og hensigter.
Overordnet struktur for første år.
1. Seks uddannelses-moduler med fokus på eksistentiel fænomenologi, personlig udvikling, motivation, eksistentiel samtale og det indre lederskab.
2. Færdighedstræning og selvrefleksion i træningsgrupper.
3. Logbog og selvrefleksion.
4. Egen-terapi hos godkendt Psykoterapeut MPF. (12 timer pr. år/50 timer i løbet af hele psykoterapiuddannelsen)
5. Færdighedstræning i eksistentiel samtale.
6. Personlig udvikling samt indsigt og bevidsthed om egen værdier, indstillinger og menneskesyn.
7. Supervision
8. Læsning af faglitteratur.
Det første år afsluttes med teoretisk og praktisk prøve der skal vise hvordan uddannelsens faglige og etiske grundlag er forstået og hvordan grundlaget er integreret i den personlige indstilling og måde at være i dialog.
Det første år, Livsmod og eksistens kan også tages som et selvstædig forløb.
Praktiske oplysninger og omfang:
- Undervisning på fag-moduler, dagligt fra 9.00 – 17.00
- Proces-uddannelsesmoduler af afholdes som internat.
- Minimum 50 timers individuel terapi hos uddannet/godkendt psykoterapeut i løbet af 4.5 års uddannelse. Dvs 12 timer pr år.
- Uddannelsen afsluttes med eksamen, baseret på faglige, personlige, teoretiske og praktiske elementer.
- Uddannelsen ledes af Allan Fedders . Allan er uddannet psykoterapeut i 1995 og har bred erfaring med undervisning, dialogiske processer, læringsprocesser, udviklingsprocesser og familie-, par- og psykoterapi.
- Grundforløbet koster i 2023, kr. 31.600,-
- Derudover betales der for forplejning/bøger/individuel terapi.
- De næste 3 års forløb i Eksistentiel Dynamisk Psykoterapi koster i 2023 kr. 31.600,- pr. år inkl. undervisningsmateriale og overnatning på procesmodulerne*. Derudover betales der for kost/bøger/individuel terapi/eventuel ekstra ekstern supervision og det afsluttende eksamensforløb.
- * På fjerde år er overnatning ikke inkluderet i prisen.
Yderligere oplysninger om uddannelsen i eksistentiel dynamisk psykoterapi kan fås ved henvendelse til:
Rendebanen 13, 2.th
6000 Kolding