Instituttets menneskesyn er holistisk og bygger på eksistentiel og humanistisk psykologi. Vi antager at mennesket er en del af helheden og helheden er en del af det enkelte menneske. Mennesker lever livet i indbyrdes forbundethed og er her på jorden for at bidrage til fællesskabet.
Hvert eneste menneske har sit eget verdensbillede som er skabt fra fødslen og frem til nu. Menneskets verdensbillede præger fortolkningen af følelser, oplevelser, tanker og behov. Fortolkningen og verdensbilledet er bestemmende for samspillet med omverden og dermed afgørende for hvorvidt det lykkes at skabe meningsfulde interaktioner med andre mennesker.
EDPs menneskesyn er grundlæggende funderet i Eksistentiel terapi som bygger på den eksistentielle psykologi og filosofi. Det betyder i praksis at grundlæggende filosofiske refleksioner inddrages og danner grundlaget for undersøgelsen af menneskets eksistens i terapien. Altså er temaerne knyttet til hvordan mennesket agerer og interagerer med livets store spørgsmål eller grundvilkår.
Som en fællesnævner for alle de eksistentielle terapiers udformninger er det, at vi arbejder ud fra at eksistensen kommer foran essensen og vi interesserer os altså for den dybere forståelse af eksistensen og arbejder imod at indfange stemningen og følelsen i selve livet, snarere end at indordne livet under et system af logiske systematiseringer, fx diagnoser og antagelser.
Således sættes forskelligartethed over ensartethed, det konkrete over det abstrakte, dilemmaer over svar og subjektive sandheder over alt-omspændende teorier. Denne kompleksitet er selve nerven i eksistensfilosofien og EDP.
På denne måde betragtes eksistensen som værende unik. Vi er alle særegne men samtidig altid i forbindelse, forbundet med alt omkring os. Eksistensen er med andre ord ikke lokaliseret i individet men mellem individet og dets verden.
Det helt grundlæggende menneskesyn er, at se den enkelte som et unikt menneske med et potentiale til at skabe et meningsfuldt liv. Dette menneskesyn viser sig tydeligt i uddannelsens grundindstillinger.
Nederst på siden er der links til mere information om EDP-uddannelsen.