Jeg hedder Stinne, og er uddannet pædagog. Jeg arbejder på et privat døgntilbud for lettere udviklingshæmmede. Mit job er meget alsidig, jeg har kontaktperson opgaver, vikaransvarlig, vejleder for studerende, faglig supervision intern og ekstern.
Det vigtigste i mit arbejde er at kunne kommunikere i de forskellige relationer, og derfor startede jeg på uddannelsen med henblik på at blive eksistentiel coach. Dette blev opstarten på en rejse, jeg havde lyst til at fortsætte og valgte derfor at blive psykoterapeut.
Undervej i rejsen har der været forskellige stoppesteder, med forskelige formål og indhold, teoretisk og personlig. Jeg vil nu kort fortælle om nogle af de oplevelser jeg har haft undervejs.
Den individuelle og personlige rejse
Rejsen startede som en grupperejse med introduktion i form af teori, teknikker og øvelser til at afholde en samtale. Hvor jeg troede at en god samtale var noget jeg kunne læse mig til i bøger, blev det nu mere og mere tydelig hvilke betydning min personlige indstillinger har for en samtale.
Rejsen blev nu individuel og jeg måtte fortsætte rejsen ”alene” og udforske min personlighed gennem undervisning, terapi, og supervision. Dette har indtil nu været en spændende og lærerigt proces. En proces der altid er i forandring og hver dag er en ny dag. Jeg har haft svær ved at være i denne proces, vil gerne have styr på alt og alt skal gerne være perfekt. Jeg er kommet i tvivl om jeg egentlig er god nok til, at jeg kan hjælpe andre mennesker til at blive klogere på deres liv.
Tvivl giver rigtig meget usikkerhed men også rigtig mange refleksioner. Så hvis jeg tænker tvivl er lig med proces giver det rigtig god mening. Proces er en tilstand hvor jeg reflekterer over tingene, giver tid til ændringerne, og ikke tvinge noget igennem, jeg kan ikke byde noget nyt ind, inden jeg har sagt farvel til gamle vaner og tanker.
For at jeg kan føle mig sikker og god nok, har jeg brug for at være i tvivl.
Det gælder om at finde en balance mellem usikkerhed og sikkerhed. Intet er givet på forskud, jeg må selv arbejde på det og det er en spændende rejse.
Et andet stop på min rejse har været at blive opmærksom på at bruge hele kroppen til at forstå og lytte med. I mange år har jeg næsten udelukkende handlet ud fra mit hoved og mine tankerne. Det har ikke været en bevidst handling, men en vane der lige så langsom har taget over.
Ved at tage mine følelserne alvorlig, give plads til at føle og mærke, og blive opmærksom på hvad de fortæller, er det blevet mere tydelig hvad der betyder noget for mig, og jeg har friheden til at vælge og derved tage ansvar.
Næste stop på min personlige rejse, er arbejdet med at tage ansvar. Tage ansvar for min personlighed, for mit liv, for min terapi, for min uddannelse osv. Jeg bestemmer over indholdet i mit liv og hvad der har betydning for mig, dette skaber motivation og drivkraft. Samtidig er det endnu så nyt, at det konstant kræver opmærksomhed for ikke at vende tilbage til gamle vaner, hvor alt kører i rutiner og hvor jeg glemmer mig selv.
Dette er noget af min rejse, der er mange stop og oplevelser endnu. Jeg føler uddannelsen har været en gave, hvor jeg bliver mere opmærksom på mig selv, men det kræver også mod og villighed til at kikke indad.
Jeg kan mærke uddannelsens grundindstillinger bliver mere og mere integreret som en del af mig.